torsdag den 7. maj 2020

Bliv-hjemme-syaften 6. maj 2020


I er bare så go'e - nu skal jeg ikke længere huske jer på at sende tekst og billeder til mig - I gør det bare! Tak for det, det kommer os alle til gode ☺

Først en tilføjelse: Sidste gang var der et par billeder uden navn til - det var Rita, der havde syet det meget flotte rune-tæppe og en bunke flag! Rita har igen i denne uge sendt en hilsen og viser sit sybord frem!

Jeg afventer stadig besked om vi må bruge lokalet d. 20. maj, så vi kan slutte sæsonen af den dag. Hvis der først bliver åbnet op i juni, så kan vi måske lave en ekstraordinær syaften en af juni-onsdagene. Det får I information om hvis det bliver ☺



Hej piger. 
Her er mit sybord. 
Jeg har gang i bali  rester. Det bliver til stjerner i 2 str. så længe resterne rækker. Jeg har besluttet ikke at købe noget til dette tæppe, jeg er spændt på at se hvad det ender med. 
Ellers går tiden med gåture og havearbejde. 
Nu glæder jeg mig til at se hvad i har gang i. 
Mange hilsener fra Rita






Så er der et par ufo’er, som er blevet færdig monteret, det ene er syet sf en Bali pop, og det andet af rester af kaffe fassett stoffer.

Jeg er spændt på om vi kan ses 20. maj, eller om det først bliver i den nye sæson. Jeg savner da at vi ikke mødes og kan give hinanden lidt inspiration.
Kh. Hanne P.




Det næste er fra Anne, der egentlig havde sendt sin hilsen i starten af april, men fordi jeg er en klovn, så var det ikke kommet med sidste gang. Det råder jeg bod på nu:



Jeg arbejder på 2 sengetæpper til vores sommerhus i Odsherred. De er lavet af stoffer som mine piger har bragt med hjem fra Afrika, hvor den ene af dem har arbejdet på nogle projekter, og hvor storesøster har været på besøg. Det er de meget spraglede stoffer i orange, blå og grønne farver. Resten af stofferne er rester undtagen møllerne i blåt i det ene tæppe og grønt i det andet tæppe, der er fin tyk silke (og skrækkelig at sy med) fra et eller andet sted i østen, også bragt hjem til mig.  Så har jeg strikket et par meget fodformede futter (bestillingsarbejde) til lille Pelle, og har et projekt med at udvide min fuglesamling med en musvit – mindst! Men mit håndarbejde måtte vige, da der pludselig blev brug for et projekt til et cykelskur til vores sommerhus. Vores datter, kæreste og lille Pelle er installeret deroppe, og når ”arbejde hjemmefra” er færdigt, har de brug for noget fysisk arbejde, så skurprojektet måtte rykkes frem, så de kunne komme i gang med at grave -  så der var lige noget projekteringsarbejde, der kom først. Og skuret er i fuld gang med at blive opført!
Vi pendler lidt frem og tilbage mellem Nivå og Nykøbing. Har masser at lave, og haven er vi slet ikke nået at starte på endnu.  Vi begrænser kontakt til omverdenen til kun det mest nødvendige – en snak over hækken – hilsen på hundevennerne på god afstand - indkøb, som vi begrænser meget eller foretager over nettet. Men det bliver da dejligt, når tilværelsen bliver normal igen.
Hilsen til jer alle fra Anne











Jeg er kommet lidt videre med da Vinci-slumretæppet. Oprindelig skulle det være på 2x3 felter, men jeg synes, det blev for smalt. Det skal være på 3x3 felter - og så stod jeg og manglede et felt. Det har jeg nu beregnet. 
Ellers er jeg mest udendørs - det har jo været fint vejr de fleste dage. Malervejr! Så jeg har fået malet sternbrædder på sommerhuset. 
Mange hilsner
Lene

Hej alle I flittige sypiger
Jeg håber alle har det godt og er sunde og raske. Jeg prøver at gøre mine rester færre ved at sy dette stjernetæppe, ellers går jeg en tur. 
Mange hilsner
Anette 
✂️😷





Jeg selv? Jeg er næsten færdig med kvadraterne i mit Baby Jane-tæppe, så jeg skal snart i gang med alle trekanterne til kanten. Derudover quilter jeg på et Livets træ-tæppe, som jeg har syet på on-and-off i et par år. Nu skal det være færdigt, og bagsidestoffet er det blødeste flonel, købt engang på udsalg i Stjernestoffer. Det kan godt anbefales! Jeg har også syet en strikke-projekttaske til Matilde - frit efter et mønster fra Sotak-handmade.
Jeg arbejder stadig hjemmefra, men glæder mig meget til at komme tilbage til arbejdet og kollegerne på Prøvestenen.
Kh
Marie






Ingen kommentarer:

Send en kommentar