søndag den 2. juni 2013

Den årlige udflugt med KQ

Lørdag d. 1. juni var vi 31 Kronborgquiltere, der mødtes for at tage afsted på den årlige udflugt - i år gik turen til udlandet! Vi tog Thyco Brahe-færgen til Helsingborg, hvor vores lejede svenske bus stod parat for at hente os. Knap en time senere var vi i Malmø, hvor vi blev sat af lige udenfor udflugtens faglige mål: Quiltameva! En skøn stor butik, der havde masser af spændende varer på hylderne og i de mange rum. Vi samledes i kursuslokalet, hvor vi alle sammen kunne sidde ned - det er ikke tit at der er plads til over 30!

Først bød Eva, Tamara og Naomi os velkomne og fortalte lidt om butikken og de aktuelle tilbud. Der var bla. stoffer til halv pris og 30 cm stykker til 6 for 5 stk. pris!




Vi havde heldigvis 3 timer til at tulle rundt i butikken, finde gode ting, få skåret stoffer, spist frokost, betalt vores varer osv.





Klokken 13.30 gik vi afsted mod kanalen i Malmø, det tog ca. 15 minutter, så var vi ved kanalrundfarten.



Da vi satte os i båden, var vejret skønt: Høj sol og lidt blæsevejr. Men, da vi var lidt over halvvejs på turen, så trak sorte skyer ind over os og pludselig styrtregnede det. Vi fik uddelt plastregnfrakker og vi kunne kun tage det med godt humør - turen var supergod og den søde unge fyr der både sejlede båden og guidede på både svensk og engelsk, han var drivende våd da turen var slut!

Undervejs rundt så vi bla. en rigtig kogge - den type af båd der er på Helsingør Kommunes byvåben:




Byvåbnet over indgangsdøren til Rådhuset i Stengade

Rundfartskaptajnen holdt også stille, så vi kunne se ordentligt på Turning Torso - det dyreste lejlighedskompleks i Malmø. Huslejen inkluderer vinkælder og udendørs vinduespudsning!


Da kanalrundfarten var slut, holdt vores svenske bussemand heldigvis lige oppe på vejen og ventede på os. Vi var en træt flok der vendte snuden nordpå mod Helsingborg:


Tusind tak til Hanne P. og Annelise H. der havde planlagt og arrangeret denne dejlige tur for os - det har I gjort godt! Rigtig god sommer til alle og vi ses onsdag d. 7. august for dem der har mod på en sæson mere. Er man på ferie dér - så ses vi bare den 21. august!