fredag den 19. december 2014

Sidste syaften inden juleferien 2014

Selvom vi er tæt på jul og alt hvad det medfører af indkøb, madlavning, julebag, pynt, juletræ, frokoster, hygge og stress, så er det godt med et lille hul, hvor man kan sidde stille og roligt og sy og snakke sammen med ligesindede. Vi var ca. 20, der fandt tid til at møde op i Kronborgquilterne d. 17. december så vi kunne snakke, sy, spise kage, drikke kaffe og sige god jul til hinanden. Nogen fik også gjort det sidste julepynt færdigt...

Hanne P. har syet dækkeservietter til sig selv i noget lækkert tykt vævet stof:




Merete har fået samlet sandwich og skal i gang med quiltning af sit flotte Farmers Wife. Super søde og harmoniske farver:


Mariann har syet (det jeg tror hedder) Friendship Braid. Det er quiltet hos Stjernestoffer.


Nu er der 30 dækkeservietter i samlingen - Luisa havde sin spanske version med. Der er uddelt 38 stofpakker, så der må være nogen der har noget liggende som en UFO eller NYS (Not Yet Started).


Vivi har syet en lækker julepude og en mere magen til er på vej - mon den når at blive færdig inden jul?


Birte G. har syet julegaver, der er afsendt til familien i Jylland. Birte har selv taget billederne - her først nogle tasker:



En smart grydelap:
 Brødkurve:

 Og poser:


Rigtig dejlig jul og et godt nytår til alle - vi ses d. 7. januar 2015!

mandag den 15. december 2014

Julefrokost 2014

Stor tak til Jeanette, Aagot og Hanne M. for at have arrangeret dette års julefrokost, hvor 25 Kronborgquiltere hyggede, spiste, drak, sang og snakkede! Ingen syning denne aften.

Bordet var så flot dækket med vores helt egne dækkeservietter, alle forskellige, men de passede så flot til hinanden. Pigerne havde derudover fundet naturlig bordpynt, der passede rigtig godt i temaet fra stofferne - noget af pynten kunne ovenikøbet spises!



Også tak til Lis, der som sædvanlig havde taget harmonikaen med - det er altså dejligt og gør at man får meget mere lyst til at synge når der er akkompagnement!

Alle os der endnu ikke er juleferie-ramt - vi mødes på onsdag d. 17.12 til en sidste syaften inden jul, og til jer der ikke kommer: Vi ses s. 7. januar!

tirsdag den 25. november 2014

Syaften d. 19. november

Næste gang vi ses er det julefrokost, og derfor var der mange der havde deres færdige dækkeservietter med til aflevering. Nu ligger de klar til julefrokost-teamet, der kan dække et flot bord til alle os der ses d. 3. december kl. 18.30. Husk drikkevarer!


Ella limede sandwich, så hun kan komme igang med at quilte sit Livets Træ-tæppe.


De firkantede blokke rundt i kanten indeholder små motiv-stoffer, også i stilarter, der slet ikke "passer ind" i repro-stilen, men alligevel fungerer perfekt og gør tæppet sjovt at se på:


Jette C. har syet dette flotte tøse-tæppe til sit barnebarn:


Kirsten har begået dette gigantiske, meget flotte sengetæppe (2,5x2,5 meter). Kvadratblokkene er syet af smårester i alle mulige stoffer, men de blå firkanter samler det til en flot helhed:




mandag den 17. november 2014

Applikations-instruktion udsættes til januar!

Vivi er nødt til at trække sig fra at instruere i needle-turn applikation på onsdag - hun har mistet stemmen, og det er ikke sikkert at hun kan tale allerede i overmorgen.

Husk også at tilmelde jer julefrokosten - indbetal 150 kr på klubbens konto!

Googlesøgning: patchwork julehjerter

søndag den 9. november 2014

Syaften d. 5. november

Tre flotte tæpper var med til fremvisning og beundring i dag. Først Hanne M., der har syet den flotte blomstereng til sin datter:


Ann-Leila er super produktiv - hun har lavet to sengetæpper til sine børnebørn, der deler køjeseng. Den ene pige elsker turkis og den anden er en rigtig prinsesse!



Husk at tilmelde dig julefrokosten der i år ligger d. 3. december. Du tilmelder dig ved at indbetale 150 kr på klubbens konto. Husk at skrive navn på indbetalingen. Tilmelding senest 19. november. Vi glæder os...

fredag den 31. oktober 2014

Applikations-instruktion i november

Vivi har lovet at vise lidt om hvordan man let applikerer med needle-turn-metoden, altså hvor stofstykkerne klippes med meget lille sømrum (3-4mm) og dette bøjes ind efterhånden som man applikerer delene på bundstoffet. Når man først har trænet, så går det SÅ let!

Vivi kommer ikke på onsdag d. 5. november, så derfor bliver hendes demonstration først til syaften d. 19. november. Tanken er at sy en lille kopserviet efter et mønster på QuiltMyDesigns hjemmeside, Det er et gratis mønster, som man selv evt. kan downloade her. Dem der vil være med, skal medbringe følgende:

1 stykke stof på 25 x 25 cm (bundstof)
1 stykke stof på  10 x 10 cm (bund på en muffin)
1 stykke stof på 10 x 10 cm (creme på muffin)
1 stykke stof på 5 x 5 cm (pyntetop på kagen)

Tråd der passer til det stof, der skal applikeres på bundstoffet.

På dette lille mønster er der mulighed for at øve de mest almindelige ting: Ind- og udvendige buer og hjørner osv.

Vivi havde bagt nogle lækre makronmuffins for en måned siden, opskriften ligger nu på Lidt af hvert-fanen!

God tur til Vivi til Fyn - vi andre ses på onsdag d. 5. november.

fredag den 3. oktober 2014

Syaften d. 1. oktober

Endnu en hyggelig syaften - med flere bidrag til kassen med juledækkeservietter - og lidt andet godt:

Annas dækkeserviet med nissehoved. Øjnene er små knapper:


Birtes version med sølvskinnende bogstaver:


Igen Birte, der har flettet en forside til en pude til sin datter:


Rita har haft gang i restekassen og syet masser af små kvadrater - tæppet er til hendes barnebarn Rasmus, så der skulle en flot pirat på midten (billederne er desværre blevet lidt slørede...)



Guld-stoffet er guld-skråbånd, der er blevet strøget fladt ud.

Næste gang ligger syaften midt i skolernes efterårsferie, og det er Tina og Sisse der står på kaffelisten for denne dag!

torsdag den 18. september 2014

Syaften d. 17. september

Igen - som sædvanlig - var der mange der valgte at sidde indenfor en dejlig sen-sommer aften ig sy og snakke og hygge med ligesindede. Og som sædvanlig var der flere der havde færdige produkter med at vise frem - se længere nede...

Husk at der er Quiltmesse - Jubilæumsudstilling for Øresundsquilterne i Malmø næste weekend d. 26-28. september!

Rita er ved at være færdig med at sy sin farvestrålende blomstereng sammen. Der er brugt to forskellige balipops:


Yvonne har syet et fodboldtæppe til sit barnebarn. Lukkekanten også med fodbolde mangler bare at blive syet til. Yvonne havde bagt det mest fantastiske stenalderbrød med masser af kerner og nødder - det var lige så godt som kage!


Birte har syet en taske til sit barnebarn - den er foræret til hende, men Birte havde taget et billede derhjemme:


Ellas udgave af "Livets træ" fra bogen "Patchworktæpper og den amerikanske borgerkrig" - syet på kursus sammen med Jette Schiøtt (en af bogens forfattere):


Her et opslag fra bogen med Jettes "Livets træ"-quilt (klik på det, så bliver det større):



Og igen er det Ella - en Quiltmania-udgave af et Livets træ:


Ude i de små rammer i kanten er der motivstoffer med alle mulige forskellige ting - det er sjovt at se på!

Til slut Vivi, der har monteret en af svampe-blokkene fra QuiltMyDesign i en svæveramme. Hun vil lave 3 mere, så de kan hænge sammen:



torsdag den 4. september 2014

Syaften d. 3. september

Mange billeder denne gang!!!

Men inden I ser på dem, så skal I lige opdateres på den information og opgavefordeling der fandt sted i går:


  • Der er indkøbt en god kasse med låg til alle vores fine dækkeservietter (for jer der ikke har syet den endnu, så kan du se instruktionerne her). Vi opbevarer dem samlet i denne kasse - husk at tage din udgave med så vi kan se at bunken vokser!
  • Jeanette og Aagot vil gerne arrangere vores julefrokost d. 3. december!
  • Vivi har fortsat ansvaret for kaffelisten til og med denne sæson.
  • Hvem vil være ansvarlige for at arrangere udflugten d. 30. maj næste år?
  • Alle er velkomne til at arrangere et kursus, et foredrag eller lignende. Det kan også være en mindre udflugt enten i biler eller pr. tog til en butik der er lavet en aftale med. Se i kalenderen for de datoer, hvor lokalet er forhåndsreserveret til kursusaktiviteter.

Nå - er I klar til billeder?

Aagot har syet denne smukke og søde blomstereng:


Pernille havde sin færdige Dear Jane med - sandwichet og klar til quiltning. Pernille har brugt lang tid på at finde stoffer, der ligner originalen så meget som muligt - på nogle blokke har hun faktisk applikeret andre stoffer ovenpå, for at få det helt rigtige udseende af blokken. Et utroligt arbejde...


Vibeke havde flere toppe med som denne - syet af søde julede stoffer, primært fra Stof og Stil. Hun monterer dem med blød fleece på bagsiden og bruger dem som gaver. Hvert kvadrat er 16x16 cm.


Rita havde to færdige tæpper med, først hendes udgave af Pansy fra Patchwork og den amerikanske borgerkrig:

... og et meget sødt tæppe med Sunbonnet Sue's:


Birte G. havde været med på legen hos Hannes i sommer - DHU'en der blev til en bordløber i orange farver:


Birte har også syet puder - her har hun taget et foto hjemme i stolen, der passer så fint til puderne!


Flere juledækkeservietter til samlingen:









søndag den 24. august 2014

Sæsonstart 2014-15 d. 20. august

Der var fart over feltet på sæsonens første syaften - mange havde pakket sytaskerne og og taget lidt nye færdige ting med til fremvisning.

Ann-Leila er lige ved at være færdig med en gigantisk taske med japansk foldeteknik - flere troede at det er til symaskinen, men det er vist ikke meningen. Mønstret er fra en bog af Anna Pia Godske.


Vivi har for længe siden begyndt på et Dear Jane i røde og grønne farver. Projektet var blevet en UFO, men i samarbejde med Anna er der nu kommet dette søde tæppe ud af det. Anna har monteret og quiltet:


På bagsiden sidder denne fine label, så man ikke glemmer de to der har været sammen om arbejdet:


Edle er godt i gang med slumretæppet "Sommerkranse" fra bogen Sommerens Patchwork. Edle har valgt nogle fine afdæmpede farver til tæppet - mest rester! Det er Ann fra Patchworkhuset der er ophavskvinde til mønstret:


Ella, Annette M og Mariann har været på kursus hos Jette Schiøtt og har syet "Livets træ"-tæppet fra Jette og Filippas bog "Patchworktæpper og den amerikanske borgerkrig". Her er det Annettes blå version - superflot! Annette er i gang med at håndquilte det.


Her er det midterstykket, der er tegnet op til clamshell-quiltmønster:


Her er Marianns røde udgave - og fantatisk smuk og så anderledes end den blå:


Vi glæder os til at se Ellas version!

Vivi har være flittig med broderinålen i sommer - 4 super-søde dækkeservietter med AnnaKa's "Hekseliv". De er så flotte med blonder og mange fine detaljer: