onsdag den 28. februar 2018

Syaften d. 21. februar

Denne sy-aften talte vi om sommer-udflugten, og der var bred enighed om at vi igen tager til Kreativt Midsommermarked. Markedet er pga ombygning på skolen flyttet til den 2. juni, så det er altså den dag du skal reservere i kalenderen. Bussen er booket, og vi kører fra Snekkersten Station, da det er meget lettere mht parkering. I får nærmere besked om de praktiske omstændigheder, men vi satser på 100kr i tilmeldingsgebyr og 100kr i deltagelsesbonus!

Ann-Leila har syet væg-ophæng og hendes mand har monteret dem på træ-rammer, så de hænger flot udspændt. Først et lækkert bud på et Livets træ - midten er et panel og så har Ann-Leila syet blokke i matchende farver udenom. Kræs for øjet!


Vi har fulgt med i projektet fra Love2quilts BOM, som Ann-Leila har syet på i et stykke tid. Superflot er det blevet og lækkert med det beige baggrundsstof i balistof:


Birte har syet en hel hønsegård, så de er klar til påske:


søndag den 25. februar 2018

Lukkekant med Corner-trimmer

På Sy-sammen-dag d. 24.2 var vi 9 friske sypiger, der bevæbnet med symaskine, stof, tråd, rulleskærer, sakse, vinyl og andet godt tilbragte en dejlig dag sammen. I slutningen af dagen viste jeg hvordan man let kan lave lukkekanter med 45 graders sammensyninger og også kan sætte lukkekanten sammen til sidst med en diagonal søm. Da jeg kom hjem og lavede min sy-mappe helt færdig, tog jeg nogle billeder af det, så er det måske lettere at forstå. Jeg forsøgte også at filme en video, men det gik ikke så godt, så den viser jeg ikke her... ☺

Sy lukkekanten på rundt som du plejer - på symappen endelig fra indersiden, da den kun kan sys til i hånden på ydersiden (pga vinyllommerne). Du skal lade et tomt stykke kant være på minimum 8", gerne lidt mere:


Nu skal du klippe enderne af lukkekanten, så der er overlap ca. midt på det manglende stykke kant. Overlappet skal altid være samme længde som bredden af den udfoldede lukkekant - i dette tilfælde 2½". Et godt tip er dog  at lave overlappet en lille smule mindre, dvs ca. 1/8" mindre, da lukkekanten hellere må være lidt stram end for løs:


Fold de to ender ud og læg dem over hinanden, ret-siden opad på dem begge to. Her kan det være en kæmpe fordel af bukke taske, tæppet eller hvad det nu er, så du bedre kan komme til. Læg corner-trimmer-trekanten så det lige hjørne flugter med de klippede kanter:


Corner trimmer-trekanten kan købes her. (30kr!)

Skær af langs trekanten:


Vend nu den øverste strimmel rundt og læg den vinkelret på den nederste så de skrå kanter flugter.  Sæt et par nåle i:

Sy langs den skrå kant med 1/4" sømrum - det passer med de afskårne ører på kanterne. Fold ud og nyd synet af din lukkekant, der lægger sig  pænt langs kanten nu. Fingerpres sømrummet på sammensyningen, så det ligger pænt fladt indeni lukkekanten. Sy nu lukkekanten helt til:


Se hvor pæn din sammensyning bliver:


Så er det bare at vende rundt og sy lukkekanten til i hånden:


Jeg glemte helt at tage billeder fordi vi var så optagede af at sy og hygge, men vi sluttede dagen inden oprydningen med kaffe og kage:


(Vivi viser billeder på sin telefon af den taske hun har foreslået som næste Sy-sammen-dag-projekt)

torsdag den 1. februar 2018

Sy-sammen-dag lørdag d. 24. februar kl. 9.30-16(ish)

Vil du være med til at hygge, grine, pjatte og koncentrere dig en dag i kreativt samvær med andre ligesindede?

Så kan du melde dig til at være med til en sy-sammen-dag i Kronborgquilterne, hvor vi hjælper hinanden med at lave en sy-mappe/taske efter Atkinson Designs mønster Classmate (efter et forslag fra Vivi!)

Her er min udgave:


Mål lukket: 7"x12"x1" - åben: 12"x21"


Stofforbruget er i mønstret angivet til ½yard (ca. 45cm) af tre forskellige stoffer. Jeg har brugt lidt fra lageret og jeg vil tro at man kan bruge 2+1+1 Fatquarter og have nok. Derudover skal der bruges et stykke Soft&Stable (21"x12"), noget tyndt vlies med lim, endnu tyndere end det man bruger til dækkeservietter, noget klar vinyl til lommer, 2 lynlåse, en D-ring og en karabin-hage. Mere præcis liste til dem der melder sig.

Mønstret kan købes via Helene Juul, men hun havde udsolgt da jeg bestilte, så jeg endte med at købe det på Amazon. Men måske har Helene fået det igen. Målene i mønstret er i inch, det er for de lidt øvede og du skal bruge din symaskine og meget gerne en overtransportør, hvis din maskine har det.



Under alle omstændigheder laver jeg en let forståelig pixi-udgave på dansk som I får på dagen og jeg hjælper jer!

Hvis du vil med, skal du tage stilling til om du vil have karabin og d-ring i blankt sølv, gl. messing eller "gun metal" (sort/gråligt metal) - og så melde dig til ved at indbetale 100kr på klubbens konto. Ved indbetaler skriv dit navn og farve på metaldelene, så sørger jeg for at karabiner og d-ringe er klar til dig i den rigtige størrelse - hvis du vil have mere end ét sæt metaldele, så indbetal yderligere 10kr for hvert sæt du vil have.

Eksempel:
Indbetaling 100 kr Indbetaler: Marie gl. messing
Marie får ét sæt metaldele i gl. messing
eller
Indbetaling 120 kr Indbetaler: Marie gunmetal
Marie for tre sæt metaldele i den sort/grå farve

Håber at I synes det lyder spændende!