onsdag den 15. april 2020

Stay-safe-stay-home-syaften d. 15. april 2020

Det ser ikke ud til at vi kan mødes igen lige foreløbig - jeg tror at vi skal være rigtig glade hvis vi kan ses onsdag d. 20. maj - altså også den dag, der er vores sæsonafslutning. Det er da held i uheld at vi i februar blev enige om ikke at tage på udflugt i år, men vente til næste sommer. Nu har vi ikke en bus vi skal aflyse... ☺

Rosane har desværre også aflyst vores planlagte kursus i maj, men vi forsøger at få hende til at komme en af de lørdage i efteråret, hvor vi har booket lokalet.

Nå - vi skal til det - I er flittige!!! Allerførst et lille mysterium - der er en af jer der har sendt lidt tekst og nogle billeder, men jeg ved ikke hvem det er????



Min dag går med huslige pligter, sy og gå lange ture. 
Jeg er nu helt færdig med vikinge/rune tæppet og det er afsat. 
Så er jeg igang med et nyt tæppe og jeg har syet en flag ranke. 
Nu vil jeg igen kaste mig over rester, og dem har jeg masser af. 
Glæder mig til at se jeres syarbejder. 
Hav det godt til vi ses. Mange hilsener til jer alle



Hvem er det mon der har syet dette flotte og anderledes tæppe? Det er næsten som et gækkebrev...


Til vores sidste syaften - altså her på bloggen - ville Vivi gerne lægge en kommentar, men havde problemer med det. Jeg ved ikke hvorfor - jeg kan godt lægge en kommentar her nedenfor.


“Kære alle
Så dejligt at se alt det, der bliver syet😊
Vi ser næsten mere på denne måde, end når der er show and tell i KQ.
Alle er skønne arbejder.
Bemærker dog at Jeanette  nu har syet sit første tæppe. Det er så fint. Vi må se det med fingrene, når vi mødes i den virkelige verden.
Pas godt på jer selv -  især når der gradvist lukkes op😊
Håber vi “ses” igen 15. April.
Hilsen Vivi”

Og lad os så lige tage Vivis eget bidrag til denne onsdag:



Så nærmer jeg mig at kunne begynde sammensyning af de mange blokke fra kurset med Rosane. 
Der mangler 2 nu broderede blokke og 25 patchworkblokke. 
Spændende med den rette oplægning af blokkene og så igang med sammensyning. 
Håber I alle har det godt. Savner vores sammenkomst i KQ
Hilsen Vivi





Jeg har gang i rigtig meget, mest udendørs, men lidt aktivitet ved symaskinen bliver det også til.
Omsider fik jeg færdiggjort frøen til trådafklip, der nu kan hænge på sofabordet. Af andre UFO-er, der er blevet færdige, er 2 forklæder til sommerhuset med Garfieldmotiver på, der blev indkøbt i Jo-Ann i USA for mange år siden.
Jeg er gået i gang med et større tæppe da Vinci, som skal blive til et slumretæppe til sofaen. Det er noget af et pillearbejde, da nogle af strimlerne er meget smalle. Fortsættelse følger!
Og her er en mølplante, som jeg fik af Åse ved det sidste fysiske arrangement i Fiolgade. Afklippet fra en beskåret plante var droppet i Åses have, men hun samlede resterne op og plantede til mig. Nu gror den fint!
Udendørs har jeg gang i mange ting. Et af projekterne har været at ompode et paradisæbletræ til spiseæbler. Nu må vi se, om det lykkes i år.
Mange glade hilsner
Lene










Hej med jer alle
Så er mit tæppe som jeg købte sidste år på midsommer marked Færdig. Jeg håber alle har det godt i disse tider. Jeg glæder mig til vi ses igen. 
Kh. Anette 😷✂️








Jeg syr lidt på mit Jette Schiøth tæppe, det går langsom fremad, jeg har haft lidt problemer med at lave en pæn knaphulssøm rundt om hjulene, men det bliver bedre.. 


Vh Malene 











Det var så den påske. Min mand og jeg tog rundt og besøgte alle vore børn/børnebørn med en påskehilsen og påskeæg. På behørig afstand, selvfølgelig 😉. Det var nu dejligt lige at se dem alle sammen.

Jeg er jo egentlig igang med at sy konfirmationskjole til mit ældste barnebarn. Men p.g.a. Corona er datoen udsat fra 10. maj til 20. september, så nu haster det ikke så meget. Så kjolen er blevet sat lidt på hold.


I stedet for har jeg kastet mig over Helene Juul's gratis Corona Bom - Spread Joy. Helene siger at bundfarven skal være lys, men jeg er sådan lidt Rasmus modsat, så jeg har valgt at bundfarven skal være sort. Og så har jeg droppet at sy over pap. Så jeg syr på maskine og bruger apliquick de steder hvor det ikke lige er til at sy på maskine. Har nu 5 monteringsblokke klar - Blok 1 og 2 er næsten klar, og Blok 3 har jeg lige fået downloaded.


Mange forårshilsner til jer alle fra Ann-Leila
🤗








Hej alle sypiger ✂️📍
Jeg har fået syet lidt på tæppet så nu mangler der kun en blok og så skal det monteres🤗
Har strikket om aften på en bluse til Henrik, mangler at strikke det ene ærme færdig også skal den strikkes sammen

Håber at I alle har det godt
og at vi  snart ses 😄

Hilsen
Merete







Man får da ryddet op i de halvfærdige projekter som har ventet på at blive gjort færdige.

Det bliver nu dejligt når vi kan ses igen.

Godt vi har vores sytøj

Jeg har lige hørt bogen af Anna Grue : Mysteriet i Genbrugsen, den er bare så hyggelig

✂️✂️Anna








Til slut en status her fra mig - vi har holdt så meget fri vi kunne komme til i påsken - altså fri for arbejdet forstås. For vi har ikke slappet af - vi har ordnet båd, så den er klar til at komme i vandet i morgen torsdag, og så har vi gjort vores altaner og gårdhaver sommerklar. Nu mangler vi bare lidt mere varme og lidt mindre blæst - det ville være dejligt!

Indtil videre skal jeg arbejde hjemmefra til d. 10. maj, og det er lidt trist. Jeg savner altså mine kolleger, sådan at se dem på daglig basis og ikke kun igennem en skærm...

Det går støt fremad med mine Kaffe Fasset Dear Jane-blokke. Men altså - jeg er temmelig utilfreds med de stoffer - når jeg sprayer de færdige blokke med en lille smule vand, så løber de stærke farver med det samme ind i det hvide. Jeg har nu forsøgt med nogle af blokkene lige at dyppe dem i en eddike-blanding og så skylle dem bagefter. Det hjælper, men jeg synes det er skidt med så dyre stoffer at kvaliteten af farverne er så ringe. Jeg har aldrig oplevet det i samme grad med andre stoffer!
Jeg er igang med en pink runde, der skal udenom de lilla/violette.


Det ser lidt forvirrende ud her på billedet, da toppen ligger ovenpå mit første DearJane i repro/japanske stoffer. Billard-bordet bliver både brugt til patchwork og til fralægning til hjemmearbejdspladsen ☺

Kh
Marie



Kan I stadig passe godt på jer selv og hinanden - og lad os allerede nu aftale at vi også "mødes" på denne måde om 14 dage.

1 kommentar: