fredag den 24. januar 2014

Syaften d. 22. januar

For 3. onsdag i træk - helt usædvanligt i Kronborgquilterne - mødtes vi og syede og lod os inspirere af hinanden!

Borghild har syet juletræstæppe - der mangler kun sløjfer på pakkerne:


Jette er i gang med grønne blokke:


Gu' ve' om det ikke var Kirsten der var næsten færdig med en juletop(?):


Yvonne demonstrerede skæreteknikker:


Ovenstående teknik bliver til blokke, der kan se sådan ud:


Endnu en skåret blok:

Som bliver til sådan en top:

Yvonne havde også en færdig jule-top med:


Lis havde en færdig ugleblok - syet på amerikansk:



Hanne P havde syet en lækker taske med forskudte Flying Geese:


Vi ses igen om 14 dage!

torsdag den 16. januar 2014

Fantastisk aften med foredrag og tæpper

Næsten alle Kronborgquilter-pigerne var mødt op denne aften - vi havde glædet os, og jeg tror at alles forventninger blev indfriet + lidt til!

Filippa Gårdbo og Jette Schiøth var kommet og havde gjort klar til en hyggelig aften i selskab med gode historier fra deres rejse til Pennsylvania i 2013 og så selvfølgelig en masse flotte tæpper.


Aldrig har medlemmerne af klubben siddet så stille og bare lyttet. Men der blev også grinet, fx når vi hørte om Amish-mændene og deres snak og frisurer, og der blev udbrudt Åh og Næææ når historierne blev krydret med tæpper, der blev foldet ud og vist frem. Vi fik mange ting at vide om inspirationen og de valg af mønstre og farver som de har truffet da tæpperne blev designet - meget mere end man kan læse sig til i bogen Patchworktæpper.

Jette fortæller om Amish-kvindernes kyser

Den tavse og betagede flok - hele 34 var mødt frem!
Jeg fik lov at tage et enkelt billede af tæpperne de viste frem - jeg valgte dette med trådtrisser og fingerbøl og quiltemønstre med sy-temaer; det var det sidste tæppe Filippa og Jette viste frem og samtidig var det også et tæppe, der beviste at reproduktionsstoffer ikke kun er støvede og dystre farver - der kan også være pang og knald på:

Tæppet er også med i bogen
Efter foredraget var der kaffe og hjemmebagte lækre kager - vi var mange der havde medbragt vores eksemplar af bogen og fik dem signeret. Filippa og Jette havde en kasse bøger med til salg og der blev udsolgt! Så mon ikke der snart kan ses nogle påbegyndte projekter i klubben med inspiration fra den flotte bog???

Filippa har sendt os nogle praktiske oplysninger om rejsen, hotellet osv. Du kan se dem her.

Stor tak til Ella og Jette for at få aftalen med Filippa og Jette i stand - og tak til Ella og Anna, der sørgede for det praktiske på aftenen med kager og kaffe og opstilling!

søndag den 12. januar 2014

Syaften 8. januar 2014

Så er det nye år i gang! Hele 30 Kronborgquiltere var friske efter juleferien og klar til nye projekter. Nogle havde også lavet ting færdige:

Ella havde (som sædvanlig er jeg lige ved at skrive) et nyligt færdigsyet tæppe med - et forsøg på applikation af sjove organiske former, inspireret af Mie Elvers.


Interessen for at studere teknikken var ret stor og alle skulle se med fingrene. Ella har strøget tynd vlieseline bag på alle de mørke stoffer og derefter klippet tusindbenformerne med en lille skarp saks til alle blokkene. På den måde får hun af ét kvadrat applikationsstykker til to blokke - en positiv og en negativ.

Det mørke applikationsstykke lægges ovenpå et lyst kvadrat og applikeres på med maskin-knaphulssting. Det har været tålmodighedsarbejde!

Mariann havde to færdige toppe med, lagt løst sammen med mellemfoer og bagside. I den ene var der to lag volumenvlies som mellemfoer, i den anden sandwich var der et mellemtykt lag pladevat. Disse to forsøg skulle bruges til at finde ud af hvad der skal i sandwichen til et all-over-quiltet sengetæppe som Mariann og Annette hver skal i gang med. Jeg tror det endte med at blive´det tykke pladevat, da det vil være bedst til at få quilten til at poppe op.


Vi håber at de to forsøgstoppe også bliver lavet færdige på et tidspunkt. Flotte farver!

Hanne P. havde muntret sig med symaskinen og en balipop og fået dette lækre, bløde slumretæppe ud af det. Der var lækker blå fleece på bagsiden.


Næste onsdag er der foredrag med Filippa Gårdbo og Jette Schiøtt om den amerikanske borgerkrig og de quilts der blev syet i den periode. Glæd dig - vi ses!