søndag den 14. november 2021

Syaften d. 3. november

Den opmærksomme vil måske lægge mærke til at der ikke er noget opslag for midt-oktober-syaften ☺Det er ikke fordi vi holdt efterårsferie - vi var faktisk 9 der hyggede sammen, men der var ingen nye ting med jeg kunne tage billeder af. 

Så - derfor: Her er lidt information om julefrokosten, og nogle billeder fra d. 3. november. Jeg sender også en mail ud om julefrokosten, så I får besked på alle kanaler ☺

Julefrokosten er onsdag d. 1. december, og vi mødes kl 18. Der er altså ingen syning denne aften - når vi kommer, har julefrokostudvalget dækket op og rettet an til en hyggelig aften. Hvis du vil med, så skal du indbetale 125 kr på klubbens konto og du skal give besked om hvilket smørrebrød du gerne vil spise. Se smørrebrødslisten længere nede her på siden... Du skal medbringe drikkevarer til eget forbrug og en lille gave til pakkeleg til ca 25 kr. Seneste tilmelding d. 25. november. Din indbetaling er din tilmelding, og du kan give besked om dit smørrebrødsvalg, enten på syaften på onsdag d. 17.11 eller ved at sende besked til mig pr sms på 25312015, husk også dit navn i beskeden. Så sørger jeg for at beskeden kommer videre. 

Corona: Vi talte sidste gang om forholdsregler i forhold til corona-smitten, og vi blev enige om at alle tager en test max 2 dage inden julefrokosten, uanset at vi er vaccineret. Så er vi så meget på den sikre side som vi kan være.

(Klik på billedet for at se det større)

Anette har syet dette meget flotte lille tæppe (lidt større end babytæppe-størrelse, det er svært at vurdere på billedet) i grønne balistoffer:


Birte er nok den mest produktive i Kronborgquilterne - hun har syet små kvadratiske dækkeservietter:



Og små tasker/punge i "omvendte" stoffer:



Birte har også lavet indkøbsnet, et pudebetræk og flere små opbevaringspunge:


Vi ses på onsdag d. 17. november!

tirsdag den 19. oktober 2021

Syaften 15. september og 6. oktober

Undskyld - jeg er ikke særlig god til at få lagt billeder ud efter hver syaften - ikke så god som jeg plejer... og jeg har nogen gange svært ved at huske hvem der har lavet hvad. I er alle sammen så dygtige !!! Jeg skal nok forsøge at gøre det bedre ☺

Der er styr på julefrokosten - husk det er onsdag d. 1. december vi mødes kl. 18 til hygge, spisning og måske lidt sang.

________________

Jeg er ret sikker på at det er Ruth der har været i gang med masser af paperpiecing - og foreløbig har toppen til denne flotte fyr færdig:


Lene har været en sand kunstner og syet dette "maleri" med græssende køer. Så flot!


Merete har syet en dinner-for-two med applikerede hexagoner. Skønne douchede farver:


Rita har samlet alle de meget fine broderier i et flot tæppe (vægtæppe?) med kvadrat-patchwork:


Flittige Birte har syet en dejlig rummelig taske med flot for og bag-side:


Jeg er lidt usikker på denne vanvittig flotte mappe med broderet og applikeret livets træ - var det mon Hanne P eller Vivi? Det var vist en af de to...




onsdag den 1. september 2021

Syaften - sæsonstart 18. august 2021

Så er vi i gang igen, og lige nu ser det ud til at vi kan få lov at fortsætte uden nedlukninger og restriktioner - vi krydser fingre ☺

Birte har været meget flittig i sommerpausen og har fået syet en masse fine ting - grydelap, pose, pung og dækkeservietter:








Vi ses igen - allerede i aften kl. 19 i Minicentret!

mandag den 21. juni 2021

Syaften d. 2. juni '21

OBS - den tjeneste der sørger for at sende notifikation til din mailadresse (hvis du har tilmeldt dig dette her på siden) når der er et nyt indlæg - den stopper med at virke fra juli 2021. Derfor vil du derefter ikke længere få en mail når der er nyt på bloggen, og du må selv holde øje med den.

onsdag den 21. april 2021

Hilsen fra Vivi

Nu er vi i april, og det ser ikke ud til at vores lokale bliver åbnet for at vi kan mødes inden sommerferien desværre. Hvis det sker, så giver jeg jer besked - måske kunne vi håbe på en enkelt syaften i juni? Vi får se... 

_____________________________

Vivi har sendt en besked til mig og bedt om at lægge den ud her, så I ser den:




“Jeg har haft en del mønstre med i KQ, som I bare kunne tage.

Jeg vil utroligt gerne applikere et fuglehus på en mappe til mønstre fra Quilt my design, hvor denne BOM er fra.

Dette mønster har en af jer formentlig fornøjelsen af idag.

Hvis du har mønstret kan jeg så låne et par af blokkene til at tegne skabelonerne af, så vil jeg blive utroligt glad.

Håber I alle er kommet godt igennem månederne, siden vi sidst så hinanden i efteråret.

Mon ikke de fleste af os er godt igang med at blive vaccineret?

Quiltehilsen Vivi”



onsdag den 16. december 2020

Snart jul - hvornår mon vi kan ses igen?

 Så er det blevet d. 16. december, og vi skulle have været til syning i aften hvis alt var normalt. Endnu ved vi ikke hvornår vi må komme ind i Minicenteret igen, men vi håber at det bliver snart, når nu der er en vaccine på trapperne!

Merete har syet - jeg mener at det hedder Soldatertæppet - fra bogen "Patchworktæpper og den amerikanske borgerkrig" færdig, og har foræret det til sin søn Peter:


Merete har også syet gløgg-brikker med motiver fra et moda-panel med jule-dyr:


Jeg er blevet helt færdig med min version af Livets træ - også fra ovenstående bog. Det er blevet vasket og tumblet og er blødt og lækkert med 80/20 som mellemfoer og flonel på bagsiden.


Det er håndquiltet temmelig tæt, så det popper virkelig på den der lidt "brugte" måde som jeg godt kan lide:


Kanten er quiltet i clamshell-mønster  - JA det tager tid, men det er det værd!


Rigtig god jul og godt nytår til jer alle - og send endelig billeder af de ting I laver!


tirsdag den 1. december 2020

December med corona - får vi syet noget derude?

 Årh det trækker tænder ud med det her covid og mundbind og sprit og håndvask og forsamlingsforbud og hvad vi nu ellers må leve med for øjeblikket. Det er øv for alle, men heldigvis at vi har en hobby som ikke absolut kræver at vi er sammen med andre mennesker ☺

Rita har sendt et billede til mig - hun har stået på hovedet i sine rester og laver hexagon-blokke:


Rita skriver:

Hej piger

Så er der igen gang i den bundløse restekasse. Denne gang hexagoner. Jeg glæder mig til at se hvad I har gang i. Stor hilsen til jer alle.

Rita.


Jeg er netop blevet færdig med at håndquilte min version af Livets træ - inspireret af Jette og Filippas bog. Jeg mangler stof til lukkekanten, så jeg skal en tur til Ann I Brøndbyøster en dag...

Så er jeg gået i gang med at håndquilte min K. Fassett-udgave af Dear Jane. Hver blok quiltes forskelligt, stort arbejde!

Matilde efterlyste et pænt cover i pang-farver til hendes symaskine, der står fremme på hendes arbejdsbord. Det har hun fået - sammen med et matchende underlag med lommer, som hun kan bruge når hun sidder og syr:




Send endelig billeder og lidt tekst så vi kan holde kontakten via denne side - det er hyggeligt når det nu ikke kan være anderledes. Der er jo ikke udsigt til at vi kan mødes i Minicentret foreløbig...