onsdag den 1. juni 2016

Sommerudflugt 2016


I strålende solskin og masser af varme var vi 21 quiltedamer og patchworkpiger der tog af sted fra Helsingør lørdag d. 28. maj. Vi startede turen med at klare halsen så snakketøjet var smurt - alle fik en enkelt lille én!


Turens første stop var i den flotte butik Patchwork Køge, hvor vi fik oset, shoppet og hygget os.


På førstesalen er der et dejligt lyst og stort kursuslokale - her kunne vi spise vores medbragte eller indkøbte mad - Køge-pigerne havde også sat kaffe og de lækreste hjemmebagte boller frem til os.


Ann-Leila havde taget et tæppe med som næsten er færdigquiltet - hun ville vise os det inden det skal gives som gave til en mangeårig veninde. Baggrunden for tæppet er en historie som berørte os meget: Venindens søn døde i Afghanistan, han blev skudt af en af vores egne... Tæppet er skabt med en masse tanker og følelser bag og alle ordene i tæppet er netop følelser: Ulykkelig, Glæde, Sorg, Bange, Taknemmelig osv.


Et smukt tæppe med en masse gode tanker bag:


Efter besøget i Køge kørte Adrians bus os videre til Ringsted, hvor SP Garn (ingen hjemmeside) i Søgade havde åbnet for os. Vi havde i år valgt at kombinere patchwork og strik/hækling, så der kom også garn og pinde med hjem til Helsingør da turen igen gik nordpå. Jeg glemte desværre at tage et billede af den meget inspirerende garnbutik!

Rigtig god sommer til alle - vi ses i august, første gang til syaften d. 3. august. Husk at indbetale dit kontingent for 2016-17 sæsonen - 250 kr, der bla. går til kaffe, arrangementer osv. 

Hvis nogen har en god ide til et kursus, et foredrag el.lign i den kommende sæson, så er I velkomne til at arrangere det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar