mandag den 9. november 2015

Syaften d. 4. november

Merete har nu to færdige stjerne-dækkeservietter - de er bare så flotte:


Anette M.H. har syet den flotteste sy-taske-kasse-boks-skrin efter et mønster af Quilt My Design - her er det låget med den fede edderkop:


De fire sider på tasken:


Stofferne er rester Anette havde i forvejen.


For at gøre siderne stive, har Anettes mand skåret tynde plder af krydsfiner i den rigtige størrelse, de er så belædt med for-stoffet og sat ned i siderne og i bunden. Hankene er fra Hannes.


Til sidst noget rigtig smart!!! Ella har købt et panel - vist nok hos Le Quilt i Frederikssund. Hvert felt med et motiv og et tal 1-24 er meget højt. Panelet lægges sammen med mellemfoer og bagside-stof. Herefter quiltes det i de vandrette grønne stolper, foldes op som vist herunder og quiltes ned lodret igennem de grønne stolper. Voilá - man har en julekalender!

Som Ella siger: Der kan lige være en Underberg/Jägermeister/En enkelt miniflaske i hver lomme!


Husk at indbetale 100 kr på klubbens konto, hvis du vil med til julefrokosten d. 2. december. Vi skal have smørrebrød fra Baagøe, så næste gang d. 18-11 er sidste chance for at krydse dine valg af på en smørrebrødsseddel!

fredag den 30. oktober 2015

Syaften d. 21. oktober

Husk at tilmelde dig taskekurset med Tante Andante næste lørdag d. 7. november. Indbetal 135 kr på klubbens konto. Yvonne er tovholder for kurset og kan give yderligere information om det.

Arrangørerne af årets julefrokost er i gang med forberedelserne - det er onsdag d. 2. december og I får nærmere besked om tid og pris!

Der er stadig godt gang i produktionen af Sew Together Bags. Her er bla. Hanne M. igang med sin anden model - det er den til højre i billedet.


Ella havde det skønneste, blødeste tæppe med til sandwich-ning - stofferne er flonel, købt i USA. Dejlige, varme efterårsfarver, som slet ikke kommer til sin ret her på billedet.


Hanne P. har syet en toiletpung i reprostoffer efter et mønster fra Patchwork-butikken:


I bunden en Dresden-plate:


Merete har syet et flot pudebetræk med forskellig for- og bagside:



Pernille er færdig med sin Red Brolly (tror jeg det er) sykurv. Materialerne og mønster blev købt på udflugten for nogle år siden til Malmø.


Yvonne havde fået denne krans forærende i gave - nu er hun ved at lave en tilsvarende.


Vi ses på onsdag d. 4. november! ☺


mandag den 28. september 2015

Sew Together Bag-dag

Sikke en god og hyggelig dag i lørdags! 8 Kronborgquiltere mødtes kl. 10 - godt læsset med symaskiner, sygrej, forberedte stoffer, kager, boller og godt humør!

Vi fik hurtigt gjort klar til fælles hygge-morgenmad:


Bordene blev fyldt med hver deres arbejdsstation med symaskine, skæreudstyr, instruktioner og mønstre:

Normalt når vi sidder sammen til syaftener, så er der snak og grin og masser af larm. I flere perioder i lørdags var der musestille - det eneste man hørte var summen fra maskinerne eller strygejernene der klikkede! Vi var 100% koncentrerede!


Men vi hyggede os rigtig meget og vi arbejde igennem helt til kl. 16.30 - vi kunne slet ikke stoppe. Da vi tog hjem så produkterne sådan ud - de fleste manglede kun at sy den sidste lynlås på:


Mange af os ville være færdige samme dag, så jeg (Marie) fik syet de sidste lukkekanter til lørdag aften og sendte et billede til nogle af de andre.


Snart kom der mms'er retur på mobiltelefonen - her er det Vivi, der også blev færdig lørdag aften med sin søde udgave i grønne, lyse og orange farver:


... og Hanne P, der og havde syet sin flotte model i moderne stoffer færdig, Stofferne er fra Helene Juul fra træffet:


Merete skulle i sommerhus fra søndag morgen, men her mandag har hun sendt mig billeder - hun tog den med på ferie og har fået sin reprostof-model færdig:



Når vi alle er samlet igen må vi tage et billede med dem alle sammen på!

Her er forøvrigt min første-syede model, jeg har fyldt med det grej jeg skulle have med på dagen. Der kan godt nok være meget i den taske!



fredag den 25. september 2015

Kursus med Tante Andante i november

Lørdag d. 7. november kan du komme til workshop i Kronborgquilterne med Tante Andante. Det foregår i Fællessalen som sædvanligt og workshoppen varer fra kl. 10-15.

Charlotte Bjørkholm vil medbringe sykits til søde tasker og punge - her kan du se dem som Yvonne har lavet:


Deltagerprisen er 135,- kr som dækker ét sykit - dem har Charlotte med. Du kan godt købe flere sykits på dagen, men du skal minimum købe ét for at deltage.

Et sykit indeholder: Yderstof, støttestof, vat, foer og lås.

Du melder dig til ved at indbetale 135 kr på klubbens konto med angivelse af dit navn.


mandag den 7. september 2015

Syaften d. 2. september

Anna har syet et tæppe til sit barnebarn Alma - log cabin med balipop-og ensfarvede strimler:


Alma (5 år) vil altid vide hvem der har syet tæppet til hende: 


Hanne P. har syet etui til hendes nye lysplade og en lille pung til strømledning og klemmerne til pladen. Mønstret er en opskalering af et Speich-mønster til en iPad.


Det er også Hanne der hækler og jeg måtte bare tage dette billede: Tilfældige valg af farve, en række af gangen og en masse ender der skal hæftes. Det er et tørklæde, ca. 30 cm bredt.


onsdag den 26. august 2015

Syaften d. 19. august

Så er sæsonen rigtig i gang igen!

Ann-Leila har syet små kvadrater sammen af rester i flere år, og nu er anstrengelserne blevet til et stort tæppe til hendes mand. Han har selv valgt den mørkerøde farve til alle trekanterne.




Jette har syet de sødeste samplerblokke i mange grønne nuancer og lidt rosa. Toppen er færdig og hun ville have gode råd om valg af bagside.


Merete har syet forskellige toiletpunge - de er gode som gaver i en snæver vending!


Vivi har syet hexagoner til et AnnaKa mønster, men hun er i tvivl om rækkefølgen af blomsterne. Vi var mange der havde input til Vivi, og forhåbentlig kunne hun bruge alle ideerne til placering.


Vi ses d. 2. september!

fredag den 7. august 2015

Tyvstart på sæsonen 15/16

Der var rekord-lavt fremmøde til syaften d. 5. august, men os 7 der mødtes - vi hyggede os! Det var også en rigtig varm og dejlig sommeraften, så det er forståeligt at mange valgte at gøre noget andet. Der er jo fx messe i Birmingham!

Men - lidt nyt var med og blev vist frem. Birte G. har været produktiv, her er det Hannes Sommer DHU hun har være med på i egne stoffer. Birte vil sy dem sammen til en taske:


Birte har også leget med bonrullesyning og det er blevet til to etuier til syredskaber:


Birte startede for længe siden på nogle blokke i rundsav-mønstret. Det er nu blevet til et færdigt tæppe:

Rita har syet masser af stjerner - der er brugt en enkelt jellyroll/balipop suppleret med lyst og rødt balistof. Skønne farver til en pige, der nok bliver rigtig glad: