fredag den 28. august 2026

Syaften - sæsonstart 2026-27

 2. onsdag i august - og vi er i gang igen. 

Vi har fået doneret en stor kasse med stof, både store og mindre stykker, og der var rift om de bedste . Det er vores tidligere medlem Vivian der skal flytte, og derfor rydder hun ud i gemmerne. Øjnene er ikke mere til at sy, så hendes gode sager måtte videre... Hun har fortalt at hun også har nogle broderi-ting - og dem har hun også lovet at give mig med. Der er stadig masser af stof til jer der kommer næste gang!


Der er nogen der har været godt igang i sommerferien med nål og tråd - først Hanne P, der har lavet et flot tæppe i friske farver:


Jette har syet med masser af rødt og hvidt garn - en lille pung til medicin:


Og - som sædvanlig har jeg lyst til at skrive - har Rita syet endnu et restetæppe. Man bliver helt rundtosset af at kigge på det 😊


Til sidst et lille tip til jer der kan li at brodere: 

Hvis I er på Facebook, så meld jer ind i den gruppe der hedder Freeformer korsstings SAL. Her d. 1. september igangsætter Lena Knudsen en stitch-along, og hun skriver selv om den:

"Her vil man kunne deltage i min SAL (Stitch Along). Det er et mosaik broderi, der udkommer i 9 dele. Alle, der vil brodere med eller blot følge med og lade sig inspirere, er velkomne."

Lena er rigtig dygtig til at inspirere til broderier, hvor man arbejder sig frem autonomt, med motiver der ligesom vokser ind i hinanden, på en bund af mønstre og former. Her et eksempel på hvad hun laver:


I gruppen kan du se hvad der skal bruges af stof (Aida 14 ct. ca. 14,5 x 14,5 cm) og et farvekort, som man ikke behøver at følge stringent.


onsdag den 10. juni 2026

Syaften og sæsonafslutning 2026

 Kronborgquilterne burde snart tage navneforandring til Kronborg Quilt og Broderi 😊

Der bliver broderet og stichet en del, men det bliver da også til lidt patchwork stadigvæk - her er det først mig selv, der har lavet et bondegårdstæppe til lille Agnes - størrelsen er ca 1m x 1,5m, så det passer til en lille pige på 2 år. Mønstret er et udsnit af Elizabeth Hartmanns Fab Farm.


Agnes er vild med traktorer, så et lidt "tøset" traktor-stof er bagsiden. Og i labelen har jeg stichet teksten til Agnes sang om hendes blå traktor - melodien er Mester Jakob 😉


Det blå stof og traktorstoffet er købt hos Patchworkoasen, alt det øvrige er fra lageret af reprostoffer.

Jeg tror at det er flittige Birte, der har syet denne fine taske i paisley-stof:


Og mon det ikke var Hanne, der har broderet disse to fine punge - købt og monteret hos Edderbroderemig:


Rigtig god sommer til alle dem jeg ikke ser på lørdag til udflugten - vi starter op igen onsdag d. 19. august 😎

mandag den 18. maj 2026

Forårets syaftener 2026

Jeg kan se at jeg ikke har lagt billeder op af vores færdige ting siden januar - jeg beklager ☺ - så nu kommer der lige lidt forskelligt:

Super-flot tæppe - Anette er fantastisk!


Vivivs fine broderede æske i smukt sammensatte farver:


Birthe har igen været flittig og syet praktiske tasker og punge:


Hvem var det her? Også Anette? Jeg kan ikke huske det...


Jeg er ret sikker på at det er Rita der igen har været i restekassen og komponeret dette flotte diagonale strimmel-tæppe med fleece på bagsiden:


Vi ses på onsdag til sidste syaften i denne sæson - og så håber jeg at mange af jer vil med på udflugten d. 13. juni. I får lidt mere præcis information via mail snarest.

mandag den 19. januar 2026

Syaften 7. januar 2026

Første syaften i det nye år - godt nytår!!!

Birte har syet en dejlig taske i friske pink og røde farver - og med lomme indeni: