Viser opslag med etiketten fælles projekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fælles projekt. Vis alle opslag

lørdag den 17. marts 2018

Syaften d. 7. marts


Allerførst de vigtige ting:

Udflugten i år går til Kreativt Midsommermarked i Korsør d. 2. juni, hvor vi kan svælge os i masser af butikker og dejligt samvær! Indbetal 100 kr på klubbens konto - så ved vi at du vil med - skriv dit navn-udflugt. Når du møder op på dagen, så "vinder" du 100 kr i deltagerbonus - er DET ikke fantastisk? Vi finder lige ud af om vi kan lave noget tilsvarende med mad igen i år som vi gjorde sidste år, hvis det er muligt, så melder jeg ud her vedr. betaling for dette. Læs mere om markedet her!

Søndag d. 6. maj kommer Rosane og Charlotte fra Tante Andante igen og lærer os mere om stichery og broderi. Der er ingen begrænsning på antal deltagere, så bare meld dig til! Det koster 200kr for en hel dags kursus - det er billigt! Indbetal på klubbens konto og skriv dit navn-rosane, så ved vi at du vil med.

Til syaften havde Lene sine hjemmegjorte trusser med - de er da smarte!


Lørdag d.24. februar var vi en gruppe på 10 piger der mødtes og syede ClassMate-symapper. Til denne syaften var 6 af de færdige resultater med til fremvisning - sjovt at se hvor forskellige de er:


Vi havde en skøn dag og vi hyggede os gevaldigt med det. Nogle har taget mappen i brug til igangværende projekter!


fredag den 25. november 2016

Syaften 16. november og en sy-sammen-dag

Som så ofte før havde Ella en flot frisk top med - klar til sandwichlimning. Et lækkert Baltimore tæppe med fine applikationer:


Vivi havde syet den sødeste nye sy-taske med stichery:


Lørdag d. 19. november rullede Bernina, Pfaff, Husquarna og Janome ind i Fællessalen. Det var lækkert med de nye borde der havde god plads til al grejet vi skulle bruge for at sy Catch All Caddy's. Vi var 13 i alt og vi hyggede os gevaldigt!

Forarbejdet var på plads hjemmefra, så vi startede med at lave håndtag klar og så var det ellers med at få samlet alle delene. Ingen nåede at blive helt færdige, men de fleste havde en samlet taske med hjem der var klar til lukkekant.




Her er alle taskerne fra dagen sat frem:


Det bliver så sjovt at se dem alle sammen færdige og i brug på vores sy-aftner.


Rita havde skaleret mønstret op og lavet tasken bredere og højere og med låg på toppen. Den passer ned i hendes cykelkurv og tingene kan ikke lige ryge ud.


Vi ses til julefrokosten d. 7. december!!!


mandag den 28. september 2015

Sew Together Bag-dag

Sikke en god og hyggelig dag i lørdags! 8 Kronborgquiltere mødtes kl. 10 - godt læsset med symaskiner, sygrej, forberedte stoffer, kager, boller og godt humør!

Vi fik hurtigt gjort klar til fælles hygge-morgenmad:


Bordene blev fyldt med hver deres arbejdsstation med symaskine, skæreudstyr, instruktioner og mønstre:

Normalt når vi sidder sammen til syaftener, så er der snak og grin og masser af larm. I flere perioder i lørdags var der musestille - det eneste man hørte var summen fra maskinerne eller strygejernene der klikkede! Vi var 100% koncentrerede!


Men vi hyggede os rigtig meget og vi arbejde igennem helt til kl. 16.30 - vi kunne slet ikke stoppe. Da vi tog hjem så produkterne sådan ud - de fleste manglede kun at sy den sidste lynlås på:


Mange af os ville være færdige samme dag, så jeg (Marie) fik syet de sidste lukkekanter til lørdag aften og sendte et billede til nogle af de andre.


Snart kom der mms'er retur på mobiltelefonen - her er det Vivi, der også blev færdig lørdag aften med sin søde udgave i grønne, lyse og orange farver:


... og Hanne P, der og havde syet sin flotte model i moderne stoffer færdig, Stofferne er fra Helene Juul fra træffet:


Merete skulle i sommerhus fra søndag morgen, men her mandag har hun sendt mig billeder - hun tog den med på ferie og har fået sin reprostof-model færdig:



Når vi alle er samlet igen må vi tage et billede med dem alle sammen på!

Her er forøvrigt min første-syede model, jeg har fyldt med det grej jeg skulle have med på dagen. Der kan godt nok være meget i den taske!



fredag den 31. oktober 2014

Applikations-instruktion i november

Vivi har lovet at vise lidt om hvordan man let applikerer med needle-turn-metoden, altså hvor stofstykkerne klippes med meget lille sømrum (3-4mm) og dette bøjes ind efterhånden som man applikerer delene på bundstoffet. Når man først har trænet, så går det SÅ let!

Vivi kommer ikke på onsdag d. 5. november, så derfor bliver hendes demonstration først til syaften d. 19. november. Tanken er at sy en lille kopserviet efter et mønster på QuiltMyDesigns hjemmeside, Det er et gratis mønster, som man selv evt. kan downloade her. Dem der vil være med, skal medbringe følgende:

1 stykke stof på 25 x 25 cm (bundstof)
1 stykke stof på  10 x 10 cm (bund på en muffin)
1 stykke stof på 10 x 10 cm (creme på muffin)
1 stykke stof på 5 x 5 cm (pyntetop på kagen)

Tråd der passer til det stof, der skal applikeres på bundstoffet.

På dette lille mønster er der mulighed for at øve de mest almindelige ting: Ind- og udvendige buer og hjørner osv.

Vivi havde bagt nogle lækre makronmuffins for en måned siden, opskriften ligger nu på Lidt af hvert-fanen!

God tur til Vivi til Fyn - vi andre ses på onsdag d. 5. november.

mandag den 21. april 2014

Syaften d. 16. april

På trods af at det var askeonsdag, så var der alligevel næsten 20, der mødte op og syede, drak kaffe og spiste den lækreste æblekage, som Ann-Leila havde bagt til lejligheden. Men vi kunne godt mærke at vi ikke var så mange som vi plejede - der var lidt mere stille!

Rita havde sat turbo på Pansy-tæppet fra Borgerkrigsbogen - toppen er næsten færdig (undskyld det er et virkelig dårligt billede - vi må tage et bedre når det er helt færdigt):


Der er blevet syet juledækkeservietter til vores fælles projekt - her er det Anettes udgave med applikationer og knapper som pynt:


Denne her var Ritas bud med flettede hjerter:


Og denne her - det var vist nok Ruth, der havde syet den (ellers sig til!):


Sjovt at se hvor forskellige de er og alligevel så passer de sammen.
Næste syaften er først d. 7. maj, hvor vi håber at kunne fortælle om udflugten d. 24. maj.

søndag den 6. april 2014

Syaften 2. april 2014

Hanne P. havde syet dækkeservietter i spændende stof og med applikerede/quiltede bali-hjerter:


Anna er blevet vild med kaffebrikker - hun kan slet ikke la' vær':


Ligesom sidste gang kunne medlemmerne få udleveret stofpakke og instruktion til vores fællesprojekt: Juledækkeservietter til klubben. Her er et billede fra d. 19. marts, hvor der både var masser af stof og opsyede modeller til inspiration:


De bordeauxrøde er Hanne P's modeller, syet op i andre stoffer, men bare for at vise hvad man kan lave - i disse eksempler er der fokus på maskinsyede mønstre. Man må også gerne lave applikerede mønstre og former, det er kun fantasien og dogmereglerne der sætter grænsen. Reglerne kan ses i indlægget her.

Der er stadig et lille antal stofpakker tilbage...

PS. Det er ikke sikkert at jeg (Marie) kommer onsdag i påsken, så der vil nok først være mulighed for at hente en stofpakke d. 7. maj.


onsdag den 19. marts 2014

Montering af dækkeserviet

Kronborgquilterne skal sy et fælles projekt - der er indkøbt stoffer til for- og bagside til jule/sommer-dækkeservietter, så der i alt kan sys ca. 38 stk.

Onsdag d. 19. marts bliver stofpakkerne uddelt til syaften - ligeledes får alle fremmødte en monteringsvejledning. Men den kommer også her, så man altid kan finde den frem igen, måske til andre projekter. Eller du kan klikke her og se en printvenlig udgave.

Jule/sommer-dækkeserviet til Kronborgquilterne
Du har fået en stofpakke med 5 stk julestof á ca. 25x25 cm og 1 stk rosenstof til bagside, ca. 50x55cm

Dogmeregler, der gælder for alle de færdige dækkeservietter:

  • Færdigt mål på dækkeservietten: 30x40 cm – rette vinkler i hjørnerne
  • Du skal udover de 5 udleverede julestoffer bruge et stykke volumenvlies med eller uden limside, 32x42 cm.
  • De 5 udleverede julestoffer skal indgå og du må højst tilføje ét stykke stof efter eget valg. Det kan enten være et stykke stof, der indgår på lige fod med de udleverede julestoffer i blokken eller som en applikeret detalje.
  • Layout og teknik er valgfri (hånd – maskin – over pap – stamps osv)
  • Rosenstoffet skal bruges som bagside, og på denne side må der ikke tilføjes andre stoffer.
  • Ingen lukkekant – monteringen udføres som anvist på bloggen og i nedenstående instruktion.
  • Hvis du evt. tilføjer ”pynt” (perler, sten, knapper el.lign), så husk at dækkeservietten skal kunne tåle en tur i vaskemaskinen.
  • Tilføj eventuelt navn eller mærke på servietten, så vi kan se, hvem der har syet den.
  • Når dækkeservietten er færdig, afleveres den hos Kronborgquilterne, og vi opbevarer dem samlet.


Montering af forside, bagside og volumenvlies:
I dette eksempel er der tilføjet råhvidt hørlignende stof til stolper og ramme, men du bestemmer selv farve, mønster og placering af det selvvalgte stof. Layoutet på forsiden med julestofferne bestemmer du også helt selv – i det nedenstående eksempel er det tre paneler, syet som stamps på rivevlies, der er fjernet inden montering.

1. Planlæg og sy din juleforside (top) til dækkeservietten - den færdige serviet skal måle 30x40cm, dvs. din monteringsklar top skal have disse mål + det sømrum du bruger på symaskinen. Det er ikke nødvendigt at der er en ramme rundt i kanten som vist her, men det gør vendingen af den færdigmonterede dækkeserviet lidt lettere.

2. Læg den færdige top oven på rosenstoffet til bagsiden (sommer-siden) af servietten. Skær rosenstoffet til, så det ca. har målene 32x45cm - dvs. det er lidt større på den korte led, og noget større på den lange led.


3. Læg toppen til side. Fold bagsidestoffet dobbelt på den korte led, ret mod ret. Pres folden med strygejernet.


4. Læs hele punkt 4 før du gør noget - du skal sy en søm med ca. 1,5cm sømrum fra folden - det er med vilje at dette sømrum er stort. Denne søm skal syes således:

  • Først syes knap 10 cm ind fra kanten med stinglængde 2,5mm - hæft et par sting frem og tilbage. 
  • Tilpas nu stinglængden på maskinen til 5mm - det er meget, men det giver mening! 
  • Sy nu med stinglængde 5mm de næste ca. 12 cm videre ned midt over den foldede bagside.
  • Tilpas stinglængden tilbage til 2,5mm - hæft et par sting frem og tilbage. 
  • Sy resten af sømmen ned mod enden af folden med stinglængde 2,5mm.

Der er syet med lange sting mellem de pink markeringer


5. Læg nu en lineal et par millimeter indenfor folden og skær den væk - så du kan åbne sømrummet.


6. Åbn sømrummet og pres til hver side med et varmt jern. Læg bagsiden lidt væk.


7. Skær volumenvlies 2-3mm mindre på hver led end toppen. Lim det fast på toppens vrangside, enten med spraylim eller stryg det fast, hvis det er vlies med lim på. Det er vigtigt at det er toppens vrangside du sætter vliesen fast på – ikke på rosenstoffet!


8. Nål top med vlies ret mod ret med bagsiden - det gør ikke noget at bagsidestoffet er for stort! Vent med at skære det til...


9. Sy nu hele vejen rundt - vær omhyggelig med at lave pæne retvinklede hjørner.


10. Nu skærer du bagsidestoffet til, så sømrummet passer med toppens sømrum.


11. Klip hjørnerne af i 45 grader udenfor sømmen.


12. Tag din opsprætter og find den etape på midtersømmen i bagsiden, hvor stinglængden er 5mm. Spræt disse sting op, men pas på og stop ved hæftningerne mod 2,5mm etaperne.


13. Nu kan du åbne op, stikke hånden ind og vende dækkeservietten gennem åbningen - vær omhyggelig med at få presset hjørnerne ud, uden at stikke igennem stoffet!

14.Sæt evt. nåle i, så du holder skillelinjen mellem for- og bagsiden præcis på kanten. Pres dækkeservietten.


14. Sy åbningen på bagsiden til i hånden med usynlige sting.


15. Nu kan servietten quiltes, enten i hånden eller på maskine. Det er under alle omstændigheder en god ide at sy en søm, 3-4 mm  rundt fra kanten.